På det sidste har jeg oplevet at flere af mine ”Facebook-venner” har meldt sig ud af platformen. Vi kan også høre og læse om at mange mennesker vælger at forlade Facebook, instagram, X, TikTok og andre sociale medier. Der foregår en bevægelse fra et socialt medie til et andet, og måske også en bevægelse væk fra sociale medier.
Dette kan skyldes at vi ønsker at bruge mere ”kvalitetstid” offline og ikke bruge tid på telefonen, men det kan også skyldes et ønske om at reagere på de mange politiske udspil i USA, Rusland, Kina og i vores verden.
I en artikel af Linea Maja Ernst i Weekendavisen d.7.februar 2025, beskrives vandringen fra de sociale medier som ”Flugten fra Meta” og videre skriver hun: ”…denne flugt har samtidigt et skær af protestbevægelse. Det blev for meget at Mark Zuckerberg stod der til Trumps indvielse sammen med de andre techbroligarker og lignede en uhyggelig ny verdensorden.” PÅ DR nyheder kan vi i et indlæg 25.februar 2025 læse om Jakob som oplever at han som far til to små børn oplever at han er blevet digitalt afhængig, og at telefonen stjæler alt hans fokus. Jakob tager derfor et opgør med sig selv. TV2 Nyheder har også et opslag om temaet d.25.februar i år. Her handler det om psykologstuderende Josefine som bliver syg af at bruge tid på sociale medier. Så; skal vi bare følge strømmen, og vandre ud af Facebook? Jeg ved ikke om jeg har tillid til at blive hængende på platformen.
Tillid er sjælden vare på sociale medier. Når vi møder hinanden ”face to face”, bygger vi tillid.’ På de sociale medier kan kropssprog og tillid opleves som fraværende. En anden udfordring for tillid på Facebook og sociale medier er også spredningen af misinformation og fake news.
Platforme som Facebook, X, TikTok og Instagram er blevet kritiseret for at tillade, at falske oplysninger, had og ekstremisme får lov til at cirkulere.
Hvad så med ”kvalitetstid”? Tiden uden telefonen i hånden. Vel, hvis du bevæger dig væk fra sociale medier kan du opnå øget fokus, du kan få bedre søvn, få mere tid til at komme ud i naturen, og du kan skabe gode sociale oplevelser, som kan give dig selv overskud og glæde.
Men, sociale medier giver dig også muligheden for at udtrykke din fantasi og kreativitet, styrke dine evner som fotograf og tekstforfatter, og til at udvide egen viden. Og; sociale medier giver os muligheden for at forbindes med mennesker på tværs af grænser. Sociale medier har revolutioneret måden, vi kommunikerer på. Uanset om det er at holde kontakten med venner og familie, der bor langt væk, eller at opbygge netværk.
Så; skal jeg vandre videre eller blive hængende? – Jeg er i tvivl.