Dag Njaa Isene samarbejder med Søren Ruby fra Det Kommende Teater, og sammen har de to lavet mange huskunstnerprojekter. Begge skuespillere er uddannet sammen, og har optrådt i film og teater, og på deres eget turneteater; Teatro Dos Mil. De forskellige huskunstnerprojekter har alle som mål at give eleverne scenekunstnerisk indsigt og inspiration, hvor det at skabe dramatik, og bruge skuespillets virkemidler og formåen, bringes i fokus. Projekternes mål er at skabe nye fortællinger, både socialt og kunstnerisk. Opmærksomheden i projekterne ligger på processen, og ikke på det færdige resultat.
De to skuespillere koncentrerer sig om arbejdet med fortællinger, dramaets konstruktion, skuespillets kraft og om gruppens aktuelle trivsel. Undervisningen består af leg, skuespiltekniske og fysiske øvelser, praktiske eksempler og dialog. Der vil blive lagt stor vægt på elevernes aktive deltagelse og scenekunstforståelse. På den måde vil projektet inkludere både det kunstfaglige og det sociale.