Kulturministerens folkehøring er slut, og knap 60.000 danskere har stemt på, hvad der skal være Danmarks bidrag til Unescos liste over immateriel kulturarv. Pølsevognen og håndbolden tog topplaceringer sammen med højskoler, foreningsliv – og på femtepladsen: Tillidssamfundet.
Hos IFMT glæder vi os over resultatet. For selvom tillidssamfundet “kun” blev nummer fem, er det i vores øjne selve grundlaget for de andre. Det er tilliden, der gør, at vi mødes i foreninger, sender vores unge på højskole – og trygt stiller os i kø ved pølsevognen. Det er tillid, der binder os sammen som samfund, ikke mindst i en tid hvor mange oplever, at det modsatte breder sig rundt om i verden.
Derfor synes vi faktisk, at tillidssamfundet ikke bare er én kandidat blandt flere – men en slags paraply, der favner og understøtter de andre.
Tanker på Blokken går nu på sommerpause og træder ind i agurketiden. Men selv i “agurketiden” kan man godt gøre lidt for tilliden. Hvad med at starte med at holde døren for én, du ikke kender? Eller sende en sms til din nabo og spørge, om du skal tage noget med hjem fra ferie?
Har du selv en idé til, hvordan vi styrker tillidssamfundet i det små? Så send den til os på post@ifmt.dk – vi samler op efter ferien.
God sommer – og god tillid!

