Vi taler ofte om stærk ledelse som noget, der handler om kontrol, sikkerhed og klare svar. Men erfaring og forskning peger i en anden retning: Tillid opstår, når ledere tør være uperfekte.
Steve Munby og Marie-Claire Bretherton beskriver imperfect leadership som et mindset – ikke en metode. Det handler om selvindsigt, om at kunne sige “det ved jeg ikke”, og om at turde bede om hjælp. Ikke for at give ansvaret fra sig, men for at dele det.
Når ledere beder om hjælp, sker der noget afgørende. Ansvar bliver fælles. Beslutninger bliver bedre. Og relationerne bliver stærkere. Brené Brown peger på, at netop evnen til at række hånden op og bede om hjælp er det, der i praksis skaber tillid i teams.
Samtidig advares der mod to velkendte fælder: offerrollen og helterollen. I den ene placeres skylden udenfor. I den anden bæres alt alene. Begge underminerer tillid. Det bæredygtige alternativ er at stå i virkeligheden, dele ansvaret og arbejde sammen om det, vi faktisk kan påvirke.
Tillid hænger også tæt sammen med håb. Ikke som naiv optimisme, men som en rodfæstet tro på, at forandring er mulig – og at mennesker har noget vigtigt at bidrage med. Håb smitter. Og håb gør det meningsfuldt at tage ansvar sammen.
Måske er det vigtigste lederskab i vores tid ikke at fremstå fejlfri, men at være ærlig, nysgerrig og inviterende. For det er her, tillid begynder.
I IFMT arbejder vi netop med at styrke tillid i praksis – både gennem lederudvikling og medarbejderudvikling. Ikke med færdige svar, men ved at skabe rum for refleksion, dialog og fælles ansvar. Hvis tankerne her rammer noget genkendeligt, er du altid velkommen til at tage fat i os.
Og med et glimt i øjet: Hvilken type mennesker tror I VIRKELIGHEDEN PÅ at Donald Trump er den perfekte leder?
Med ønsket om et godt og tillidsfuldt nytår.

