Artikel 1 ud af 2. I næste artikel beskriver vi hvordan borgerens perspektiv kan inddrages – den udkommer torsdag den 26. juni. Skriv til os på post@ifmt.dk hvis du vil rekvirere en pdf-fil som udfolder og uddyber. Det er gratis, hvis du medsender en venlig hilsen.

Kontrol er godt – tillid er bedre
Der er i disse år en voksende opmærksomhed på betydningen af tillid i velfærdsarbejdet. Både i offentlige institutioner og hos private leverandører af sociale indsatser ser vi en gradvis bevægelse væk fra styringsmodeller, der er præget af kontrol og skemaer, og hen imod mere tillidsbaserede tilgange. Denne bevægelse udfordrer ikke ansvarligheden, men søger i stedet at styrke den faglige dømmekraft og de lokale fællesskaber om opgaveløsningen.

Her præsenterer vi et konkret bud på, hvordan tillid kan operationaliseres i det socialpædagogiske arbejde på for eksempel botilbud. Vi tager udgangspunkt i et dialog- og refleksionsværktøj baseret på “Lemniskaten” – en metode, som strukturerer faglig refleksion i et kollegialt fællesskab – og kobler den med KRAP-inspirerede støttespørgsmål, som hjælper med at fastholde et anerkendende og ressourcemæssigt blik på borgeren.

Vores erfaring er, at når medarbejdere får mulighed for at arbejde systematisk og sammenhængende med faglige refleksioner, styrkes både kvaliteten af indsatsen og den professionelle selvforståelse.

Fra kontrol til faglig dialog
I mange botilbud oplever medarbejdere, at deres tid i stigende grad bruges på dokumentation, skemaer og tilsynsforberedelse. Den tid, der tidligere blev brugt på fælles faglig refleksion og borgerkontakt, risikerer at blive spist op af administrative opgaver.
Dette sker på trods af, at der er voksende evidens for, at høj kvalitet i socialpædagogisk arbejde hænger tæt sammen med medarbejdernes mulighed for refleksion, samarbejde og faglig udvikling. Hermed opstår et spændingsfelt mellem styringslogikker og faglig autonomi, som mange praktikere dagligt navigerer i.

Lemniskaten – en metode til kontinuerlig faglig udvikling
Lemniskaten er en refleksionsmodel, der arbejder i en cirkulær bevægelse med fire centrale faser:
Erfaring og observation: Hvad har vi set og oplevet i praksis?
Refleksion og analyse: Hvad betyder det, og hvilke mønstre ser vi?
Handling og afprøvning: Hvad vælger vi at gøre på baggrund af vores analyse?
Evaluering og justering: Hvad lærte vi – og hvordan justerer vi praksis?
Denne bevægelse er ikke lineær, men kontinuerlig – og formålet er ikke at finde én rigtig løsning, men at udvikle og nuancere den faglige forståelse over tid. Modellen lægger vægt på, at refleksion er en aktiv del af praksis og ikke noget, der udelukkende finder sted ved særlige lejligheder.

En anerkendende tilgang
Ved hvert punkt i Lemniskaten inddrager vi støttespørgsmål fra KRAP, som hjælper med at fastholde et ressourceorienteret fokus. Eksempler på spørgsmål kan være:
– Hvad fungerer allerede?
– Hvilke tegn på trivsel ser vi?
– Hvad motiverer borgeren?
– Hvordan kan vi styrke det, der virker?

Eksempel fra praksis: Morgenrutiner og motivation
På et botilbud oplever personalet, at en borger ofte bliver liggende i sengen hele formiddagen. I stedet for at registrere adfærden som “manglende fremmøde” i et skema, vælger medarbejdergruppen at arbejde med situationen ud fra Lemniskaten:
Observation: “Borgeren står sjældent op før kl. 11 på hverdage. I weekenderne står han dog op, når der er fodbold i tv.”
Refleksion: “Der er noget, han reagerer på – noget, der motiverer. Måske handler det ikke kun om træthed, men om relevans og mening.”
Handling: “Vi planlægger i næste uge, at én af os ser sport med ham om morgenen – og undersøger, om vi kan koble noget af hans interesse ind i hverdagsrutinerne.”
Evaluering: “Efter tre dage med denne tilgang kom han op tidligere to morgener. Han var i bedre humør og virkede mere deltagende.”
I stedet for at beskrive borgerens adfærd som et afvigende problem, blev situationen brugt som afsæt for faglig refleksion og pædagogisk nysgerrighed. Det krævede ingen nye ressourcer – kun en anden tilgang.

En faglig bevægelse uden slutpunkt
Lemniskaten er ikke kun en metode – den er også et symbol. Formen repræsenterer uendelighed. Det er en passende metafor for det socialpædagogiske arbejde, hvor udvikling sjældent følger en lige linje, og hvor nye indsigter hele tiden vokser frem i mødet mellem erfaring, refleksion og handling.
At arbejde med Lemniskaten som redskab er at acceptere, at faglighed aldrig bliver færdig. Den må fornyes og justeres i takt med virkeligheden. Når man giver plads til denne bevægelse – og samtidig viser tillid til personalets dømmekraft – opstår der et fagligt rum, hvor både medarbejdere og borgere kan trives og udvikle sig.
Måske er det netop her, fagligheden lever bedst: ikke i faste skemaer og statiske dokumenter, men i en løbende, fælles bevægelse mod at forstå og gøre det lidt bedre – igen og igen.

Konklusion: Faglighed kræver tid og tillid
Det dialogværktøj, vi her præsenterer, er ikke et quick fix. Det er en ramme, der kan hjælpe medarbejdere med at bringe deres faglighed i spil på en struktureret og samarbejdende måde.
Vi argumenterer ikke imod dokumentation – men for at dokumentationen skal give mening og bruges aktivt i praksis. Vores erfaring er, at når refleksion og læring bliver en naturlig del af hverdagen, styrkes både kvaliteten i indsatsen og arbejdsglæden hos personalet.
Tillid og faglighed hænger tæt sammen. Med det rette værktøj kan vi erstatte noget af den tid, der i dag bruges på kontrol, med tid til fagligt samarbejde og udvikling. Det gavner både borgerne og dem, der er ansat til at støtte dem.