Anders Stig Berthelsen, M: anders@ifmt .dk T.: 24488517

Vi taler ofte om tillid, som om det er noget, der enten er der eller ikke er der. Men tillid er ikke en tilstand, vi kan beslutte os til. Den bliver skabt. Langsomt. I mødet mellem mennesker, i den måde vi leder på, i kulturen på vores arbejdspladser – og i sidste ende i det samfund, vi skaber sammen.

Tillid begynder i det små.

Når to mennesker mødes, ved de ikke nødvendigvis, hvad de kan forvente af hinanden. Vi aflæser. Vi lytter. Vi vurderer. Er du én, jeg kan være tryg ved? Holder du det, du siger? Er der sammenhæng mellem dine ord og dine handlinger?

Derfor begynder tillid med kontakt.

Et blik. En hilsen. En samtale.

Men hvis tilliden skal vokse, kræver det mere end venlighed. Det kræver, at vi bliver oprigtigt interesserede i hinanden.

Ikke kun i det, vi selv ønsker at fortælle, men i det, den anden forsøger at sige.

At lytte uden allerede at kende svaret

Noget af det vanskeligste i mødet med andre mennesker er at lægge vores egne svar til side.

Vi er hurtige til at kategorisere. Hurtige til at genkende. Hurtige til at tænke: Det har jeg prøvet før. Jeg ved godt, hvad problemet er.

Men måske er noget af det vigtigste, vi kan gøre for tilliden, det modsatte:

At blive nysgerrige lidt længere.

Hvad ser du, som jeg ikke ser?

Hvad oplever du?

Hvad kunne jeg forstå anderledes, hvis jeg et øjeblik forsøgte at se situationen fra dit sted?

Når vi lytter på den måde, sker der noget med relationen. Den anden bliver ikke længere blot en person, vi skal overbevise, håndtere eller have til at forstå vores synspunkt. Den anden bliver én, vi kan lære noget af.

Det kræver mod.

For tillid handler ikke kun om at stole på andre. Det handler også om at turde stå ved sig selv.

At kende sine styrker. At kunne sige det ved jeg ikke. At bede om hjælp. At vise usikkerhed. At tage ansvar, når man har begået en fejl.

Og måske vigtigst af alt: at kunne ændre mening, når man opdager noget, man ikke så før.

Det er ikke svaghed.

Det er en forudsætning for udvikling.

Tillid begynder indefra

På individniveau vokser tillid, når vi tør være os selv og samtidig er åbne over for andre.

Først må vi have en grundlæggende tro på, at vi har noget at bidrage med. Dernæst må vi turde vise, at vi ikke kan alt alene.

Det er et interessant paradoks:

Jo tryggere vi bliver i os selv, desto mindre behøver vi at forsvare os selv.

Og så bliver der plads til andre.

Vi kan bede om hjælp uden at føle os mindre værd. Vi kan lytte uden straks at forberede et modsvar. Vi kan hjælpe andre uden at skulle være den klogeste i rummet. Vi kan tage ansvar uden at bruge energien på at placere skyld.

På det højeste niveau bliver tillid derfor mere end personlig tryghed.

Den bliver generøs.

Vi bruger vores egne evner til at få andre til at lykkes.

Organisationer får den kultur, deres handlinger skaber

Det samme gælder i organisationer.

Man kan skrive tillid på væggen, i strategien og i værdigrundlaget. Men medarbejdere mærker hurtigt, om tilliden også findes i praksis.

Bliver information delt?

Bliver beslutninger forklaret?

Må man stille kritiske spørgsmål?

Bliver forskellige perspektiver faktisk hørt?

Har medarbejderne reel indflydelse på de beslutninger, der berører deres arbejde?

Og hvad sker der, når nogen begår en fejl?

Hvis alle fejl udløser kontrol, lærer organisationen mennesker at skjule fejl.

Hvis alle vanskelige spørgsmål bliver opfattet som modstand, lærer organisationen mennesker at tie.

Hvis ledelsen beder om input, men allerede har besluttet svaret, lærer medarbejderne, at dialogen ikke er reel.

Tillidskultur opstår derfor ikke gennem intentioner.

Den opstår gennem erfaringer.

Igen og igen.

Fra kontrol til fælles ansvar

Når tilliden vokser i en organisation, kan noget andet begynde at ske.

Ansvar kan flytte sig.

Ikke fordi ledelsen opgiver sit ansvar, men fordi flere mennesker tager ejerskab for helheden.

Medarbejdere går fra at spørge:

Hvad forventes der af mig?

til også at spørge:

Hvad har vi brug for?

Det er en afgørende bevægelse.

For de bedste løsninger opstår sjældent, når alle forsvarer deres eget område. De opstår, når mennesker tør undersøge problemet sammen – også før de kender løsningen.

Her bliver dialog vigtigere end debat.

I debatten forsøger vi ofte at få ret.

I dialogen forsøger vi at blive klogere.

Det betyder ikke, at vi skal være enige. Tværtimod. Forskellighed kan være en enorm styrke, hvis organisationen har tillid nok til at rumme den.

Når mennesker tør sige det, de faktisk ser, og samtidig er villige til at lade deres eget perspektiv udfordre, kan noget nyt opstå.

Noget ingen af os havde tænkt på alene.

Og så kommer samfundet

Det kan måske virke som et stort spring fra mødet mellem to mennesker til tilliden i et helt samfund.

Men forbindelsen er tættere, end vi tror.

Et samfund med høj tillid består ikke alene af gode love og stærke institutioner. Det består også af mennesker, der grundlæggende forventer, at andre vil fællesskabet nogenlunde det godt.

Vi følger ikke kun regler, fordi nogen kontrollerer os.

Vi gør det også, fordi vi oplever os som en del af noget større.

Derfor er retfærdighed, forudsigelighed og gennemsigtighed så afgørende. Vi skal kunne forstå spillereglerne. Vi skal opleve, at de gælder for alle. Vi skal have mulighed for at blive hørt.

Men også her kan tilliden udvikle sig videre.

Fra lov og orden til retfærdighed.

Fra retfærdighed til reel borgerinddragelse.

Fra borgerinddragelse til samarbejde på tværs af offentlige institutioner, virksomheder og civilsamfund.

Og derfra til noget endnu større:

Et samfund, hvor mennesker ikke kun spørger: Hvad får jeg ud af det?

Men også:

Hvad har vi brug for?

Fra mig til os

Måske er det netop den bevægelse, vores tid kalder på.

Vi står med problemer, som ingen enkeltperson, virksomhed, kommune, regering eller organisation kan løse alene.

Klima. Trivsel. Ensomhed. Ulighed. Arbejdskraft. Teknologi. Uddannelse. Sammenhængskraft.

Hvis vi møder komplekse problemer med mere kontrol, flere skyttegrave og større sikkerhed på vores egne svar, risikerer vi blot at gentage det, vi allerede gør.

Derfor har vi brug for en anden form for opmærksomhed.

Vi må kunne standse op længe nok til faktisk at se den virkelighed, vi står i.

Lytte til mennesker, vi normalt ikke lytter til.

Være nysgerrige på det, der ikke passer ind i vores eksisterende forklaringer.

Og nogle gange turde give slip på den løsning, vi på forhånd havde besluttet os for.

Først dér kan vi begynde at opdage nye muligheder.

Tillid er ikke naivitet

Tillid betyder ikke, at vi skal tro blindt på alle.

Tillid kræver grænser, ansvarlighed og tydelighed.

Men kontrol kan aldrig skabe det, som kun relationer kan skabe.

Man kan kontrollere, om en medarbejder møder på arbejde. Man kan ikke kontrollere engagement frem.

Man kan vedtage regler for samarbejde. Man kan ikke lovgive sig til fællesskab.

Man kan kræve, at mennesker sidder omkring det samme bord. Man kan ikke kræve, at de bliver nysgerrige på hinanden.

Det må vokse frem.

Og det vokser gennem den måde, vi møder hinanden på.

Tillid skabes i det næste møde

Det er måske det håbefulde ved tillid.

Vi behøver ikke vente på en ny strategi, en organisationsændring eller en samfundsreform for at begynde.

Vi kan begynde i det næste møde.

Med den næste medarbejder.

Den næste borger.

Den næste kollega.

Det næste menneske, vi er uenige med.

Vi kan spørge os selv:

Er jeg optaget af at få ret – eller af at forstå?

Lytter jeg efter det, jeg allerede ved – eller efter det, jeg endnu ikke har fået øje på?

Skaber min måde at handle på mere eller mindre tillid?

Og måske det vigtigste spørgsmål:

Hvad bliver muligt mellem os, hvis vi tør stole lidt mere på hinanden?

Tillid begynder indefra.

Den vokser mellem mennesker.

Den bliver til kultur i vores organisationer.

Og når den bæres ud i vores institutioner og fællesskaber, bliver den en del af det fundament, et samfund hviler på.

Tillid er derfor ikke bare noget, vi har.

Det er noget, vi skaber – sammen.

– IFMT – Institut For Mere Tillid