Artikel 2 ud af 2. Skriv til os på post@ifmt.dk hvis du vil rekvirere en pdf-fil som udfolder og uddyber. Det er gratis, hvis du medsender en venlig hilsen.

Når borgerens stemme kan være med – en fleksibel tilgang til faglig refleksion

For noget tid siden præsenterede vi en enkel og brugbar måde at arbejde med faglig refleksion i hverdagen: Lemniskaten kombineret med støttespørgsmål fra KRAP. Det blev godt modtaget, og mange har fortalt os, at det gav en fælles struktur til at stoppe op, blive nysgerrig og finde nye veje – sammen.

Men vi ved også, at ingen metode passer til alle situationer – hver gang.

Derfor vil vi i dette indlæg præsentere to versioner af modellen:
Én hvor refleksionen foregår i medarbejdergruppen – og én hvor borgeren inddrages aktivt. Begge versioner er lige faglige og værdifulde – forskellen handler bare om, hvad der er muligt og meningsfuldt i den konkrete situation.

Den klassiske Lemniskat – til kollegial refleksion

I den oprindelige version arbejder vi med fire trin:

1. Vi ser og oplever noget i praksis
2. Vi reflekterer og analyserer sammen
3. Vi afprøver en handling
4. Vi evaluerer og justerer vores praksis

Her handler det om at bruge sine kollegers perspektiver, få øje på mønstre, være nysgerrig på dét, der fungerer – og justere, når noget ikke virker.

Det er en metode, der skaber faglig ro og overblik – og som fungerer godt, når der ikke er mulighed for at inddrage borgeren direkte. Fx hvis det er en kompleks situation, eller borgeren lige nu ikke har overskud til at deltage i samtaler.

Den udvidede version – når borgeren kan og skal høres

Når det giver mening og mulighed, kan vi udvide modellen med et ekstra – og vigtigt – trin:

Borgerinddragelse

Det betyder, at modellen nu har fem trin:

1. Vi ser og oplever noget i praksis
2. Vi reflekterer og analyserer sammen
3. Vi taler med borgeren: Hvad giver mening for dig?
4. Vi afprøver en handling – gerne i samarbejde med borgeren
5. Vi evaluerer og justerer vores praksis

Dette trin er inspireret af LA2 (Low Arousal 2) og bygger på tanken om, at adfærd giver mening – hvis vi lytter. Borgeren er ikke bare modtager af en indsats, men aktiv medskaber. Og når det lykkes at inddrage borgeren, sker der ofte noget særligt: Løsningen bliver mere præcis, mere relevant og mere bæredygtig.

Eksempel fra hverdagen – to versioner af samme situation

Forestil dig en borger, der ofte bliver liggende i sengen til langt op ad formiddagen.

Version 1: Kollegial refleksion (4 trin)

1. Vi observerer: Borgeren står sjældent op før kl. 11.
2. Vi reflekterer: Han står dog op i weekenderne, når der er fodbold i tv.
3. Vi handler: En medarbejder sætter sig med kaffe og highlights om morgenen.
4. Vi evaluerer: Det virker – borgeren kommer op tidligere og virker i bedre humør.

Version 2: Borgeren inddrages (5 trin)

1. Vi observerer det samme.
2. Vi reflekterer over, at sport måske motiverer.
3. Vi spørger borgeren: “Hvad kunne gøre det lettere for dig at stå op?”
   Han svarer: “Hvis jeg har noget at glæde mig til – og ikke bliver presset.”
4. Vi planlægger en fælles aktivitet med sport og kaffe.
5. Vi evaluerer: Borgeren oplever selv, at det gør en forskel – og vi justerer sammen.

Begge versioner er værdifulde. Den første giver os en pædagogisk hypotese, den anden giver os borgerens perspektiv. Nogle gange er det nok med refleksion i personalet – andre gange er borgerens stemme helt afgørende.

To versioner – samme mål: bedre forståelse og bedre praksis

I stedet for at vælge enten/eller, kan vi tænke både/og:

• Når det er muligt, inddrager vi borgeren som en aktiv del af løsningen.
• Når det ikke er muligt, arbejder vi refleksivt i personalegruppen – og forholder os til, hvornår og hvordan borgeren måske kan inddrages senere.

Det vigtige er ikke, at modellen altid følges slavisk – men at vi skaber refleksion og retning i en travl hverdag.