Forestil dig, at vores demokrati er som en stol med fire ben. Den står stærkt, når alle fire ben er med. Men hvis man glemmer et – eller to – begynder den at vakle. Til sidst kan den vælte.
Den tyske filosof Jürgen Habermas beskriver noget lignende, når han taler om de fire livsområder, som vi alle lever i:
- Det private liv – familien, vennerne, de nære relationer.
- Det arbejdende liv – job, skole, faglighed og hverdagsopgaver.
- Det kulturelle liv – musik, sport, fællesskaber, debat, kunst og samtaler.
- Det politiske liv – valg, demokratiske processer, høringer og politisk deltagelse.
Habermas peger på, at demokratiet kun fungerer, når mennesker deltager aktivt i alle fire liv. Og det er især det kulturelle liv, vi nogle gange kommer til at undervurdere.
Men det kulturelle liv er faktisk det sted, hvor vi lærer at lytte, udtrykke os og forstå hinanden. Det er her, man finder modet til at sige noget højt. Det er her, unge – især dem i udsatte positioner – kan opleve, at deres stemme betyder noget. Det kan være i en forening, et band, et fælles køkken, på TikTok eller i en lokal ungdomsklub.
Habermas siger:
“Borgerne må være synlige i den offentlige samtale – det er her, staten henter sin retning.”
Det betyder, at det er vigtigt, at forskellige stemmer bliver hørt i samfundet – også de unge, de stille, dem der ellers bliver glemt. For det er ud fra den offentlige samtale, staten laver love og træffer beslutninger. Hvis nogle grupper ikke er synlige, bliver deres virkelighed ikke taget med i betragtningen.
Samtidig understreger Habermas, at staten ikke må blande sig i vores fire livsområder – for eksempel hvordan vi lever privat, hvad vi mener politisk, eller hvad vi skaber kulturelt. Det er kun i totalitære stater, at staten forsøger at styre menneskers liv helt ned i detaljer.
“Det moderne demokrati lever af en fri samtale, ikke af statslig styring.”
Derfor er det ikke ligegyldigt, om man deltager. Og det er ikke nok, at nogen få gør det. Demokratiet skal komme nedefra – fra os alle sammen. Også fra dem, der ikke føler sig som “typiske deltagere”.
Når unge får mulighed for at engagere sig kulturelt – uformelt og uden krav – så åbner det ofte døren til også at engagere sig politisk senere. Ikke fordi man skal, men fordi man har opdaget, at man har noget at byde på.
Så ja – alle fire ben skal med. Og det kulturelle liv er ikke bare fyld – det er et sted, hvor demokratiet vokser stille og roligt. Uden løftede pegefingre. Men med mennesker, der tør være sig selv, sammen med andre.